Thulerejen?

Hvad? Hvem? Hvorfor?

Du undrer dig måske over sidens navn, hvem der står bag, hvad det her skal til for eller noget helt andet. Jeg har lavet siden for at give en beskrivelse af hvad jeg oplever under mit ophold på Thule Air Base i Grønland. Siden er primært lavet for at give interesserede et indblik i hvordan det er at arbejde på Thule Air Base, og selvfølgelig for at familie og venner derhjemme kan holde øje med hvad jeg lige går og laver heroppe i det kolde nord.
I det følgende vil jeg beskrive mig selv og mine forudsætninger for at udføre mit arbejde på basen. En kompleks opgave, men jeg har tænkt mig at forsøge. Måske sidder der enkelte derude der mener at kende mig bedre end mig selv… Hvis der i det følgende er ting som disse individer er uenige i, må de endelig skrive, så jeg kan overveje at få det rettet… Andre input til siden er selvfølgelig også til enhver tid velkomne. Også hvis det drejer sig om manglende info eller mangelfuld opdatering, det er altid rart at høre at der er interesse for hvad der sker på siden.

Hvem står bag?

En hurtig præsentation af manden bag siden er vel på sin plads. Af frygt for at dette kan virke som kedelig opremsning, skal jeg gøre det kort. Mit navn er René Stampe Jensen. Den 8. december 1976 blev jeg født på centralsygehuset i Herning. En glædens dag for mine forældre, der på det tidspunkt sandsynligvis ikke havde ventet, at de kommende år skulle bringe børneflokken op på 5. Jeg er opvokset på Herning-egnen, først i Snejbjerg og siden i Gjellerup. På et tidspunkt flyver man fra reden, for mit vedkommende i 1997, hvor jeg flyttede til Ikast. Sidenhen har jeg slået mine folder i Århus og senest i Randers.
Min uddannelse består en Højere Handelseksamen fra Ikast Handelsskole, en uddannelse som bankassistent samt en række datanomfag. Disse uddannelser har givet mig mulighed for at arbejde som bankassistent i Danske Bank, som It-supporter i Danske Bank og It-medarbejder ved Danish Crown. Sidst men ikke mindst er jeg den 14. juni 2006 startet som It-specialist på Thule Air Base for Greenland Contractors.
Ved siden af arbejdet beskæftiger jeg mig selvfølgelig også med en del i min fritid. Ud over at jeg bruger en del tid med vennerne, spiller jeg, når skader og tid tillader det, håndbold i Randers KFUM. Dette er så blevet lidt svært eftersom jeg ikke er hjemme det meste af året. Min største fritidsinteresse er dog at vandre. Der findes ikke noget bedre end at komme ud i naturen med en rygsæk på ryggen. Især hvis turen er uden for Danmark og indeholder øde egne og bjerge. Denne fritidsinteresse har bragt mig forbi Norge, Sverige, Østrig og Tyskland. De sidste mange ture er gået til Skotland som pga. af bjergene, folket og den helt specielle atmosfære har en helt speciel plads i mit hjerte. Min interesse for at prøve kræfter med og opleve naturen har nok også givet mig en del af interessen for at arbejde et sted så langt mod nord som Thule.

Hvorfor Thulerejen?

Thulerejen kan forekomme som et mærkeligt navn for siden. Der er nu en mere eller mindre fornuftig forklaring på det. I et af mine job fik jeg i mailsystemt initialerne rejen. Om det var automatisk genereret eller der var en der fandt på det, ved jeg ikke. Men som den opmærksomme nok har set er re=Rene og jen=Jensen. Dette maílnavn gik senere hen og blev et øgenavn både blandt kollegaer og venner. Det var derfor oplagt at kalde en side, der beskrev mit ophold på Thule for Thulerejen.

Recent Posts

Thulerejen takker af! – men eventyret fortsætter

Efter 12 års eventyr på Thule Air Base er det blevet tid for mig at forlade stedet. Det har været mange gode år med nogle helt fantastiske mennesker. 12 år der har været rige på oplevelser og nye venskaber. Venskaber jeg håber fortsætter, selvom jeg har valgt at smide håndklædet i ringen. Thule har givet mig utrolig meget personligt, men har også til tider været en stor udfordring.

Jeg siger farvel til noget, der har betyder utrolig meget i mit liv de seneste 12 år – men jeg føler samtidig at jeg har fundet det helt rigtige tidspunkt at sige farvel på. Der skal ikke lægges skjul på at overtagelsen af driften på basen af Vectrus Services ikke har været min kop te – på trods af min ellers store forventning til at der skulle ske noget nyt. Det seneste års amatøragtige tilgang fra et nyt firma, kan dog ikke overskygge den glæde jeg har, ved at have oplevet den til tider barske natur, sammenholdet blandt kollegaerne, de store oplevelser alene, og sammen med andre. Thule vil altid være en helt speciel periode i mit liv, som jeg vil kigge tilbage på glæde og mindes alle de gode stunder.

Lukker Thulerejen så helt ned? Næ.. eventyret fortsætter – jeg er tydeligvis ikke helt færdig med Grønland. Jeg har fået mig en stilling i Nuuk, som Cloud Specialist hos Tele-Post. Her forventer jeg endnu flere nye oplevelser i den grønlandske natur. Et nyt eventyr tager sin begyndelse – mens det gamle stadig er med i bagagen. Jeg vil derfor stadig forsøge at finde tid til at berette om mine oplevelser her på siden.

  1. Sol, sne og is! Leave a reply
  2. Glædelig Jul og godt nytår! Leave a reply
  3. Nyt fotoalbum Leave a reply