Moltke Gletcheren står endnu…

Sommeren har indtil videre budt på mange ture heroppe. Det samme har foråret, men i al for lang tid, har jeg undladt at fortælle om dem her på siden. Lysten og tiden til at holde websiden ved lige kan ind imellem ryge sig en tur. Det går jo ikke, så vi prøver igen.

Der var lagt an til det helt store. Turen til Molkte Gletcheren sidste år skulle gentages. Denne gang med endnu flere deltagere. Vi startede en onsdag aften for at checke forholdene ud. Onde rygter ville vide at en krydsning af floden ved isvæggen i bil, kunne være en større forhindring end vi var vant til. Vi måtte derfor lige ud og se terrænet an – og eventuelt finde en anden rute at gå. Thor, Susanne og jeg tog afsted. Floden viste sig heldigvis passerbar med bilen. Ingen store problemer der. Men hvorfor overhovedet køre over den flod. Godt nok kommer man tættere på og mister måske nogle 100 meter at gå… men det betyder at floden endnu engang skal krydses – denne gang til fods.

Vejret var godt og vi lod os ikke slå ud. Thor havde husket hans shotgun af sikkerhedsmæssige grunde. Vi skulle jo nødig være forsvarsløse hvis vi løb på en isbjørn. Susanne og Thor mødte for første gang begrebet blokmark! For dem der ikke kender til det er det mange sten smidt ud over terrænet. De er overalt og de ligger ikke alle helt fast – totalt irriterende at gå på. Floden skulle som sagt krydses til fods. Susanne var ikke helt tryg og da hun ikke ejer vandrestøvler tilbød jeg at hun kunne komme over ved at sidde på min ryg. Man er vel en gentleman. Det gik fint!… eller tror der var flere meninger om den ting. Men hun kom over det dybe stykke med tørre sko 🙂

Vi fortsatte op af den første stigning og satte os til rette på stenene. De hjemmesmurte madpakker blev pakket ud (tak til Susanne), og rødvinen skulle åbnes. Proptrækkeren var ikke kommet med, så der blev forsøgt med mange forskellige garanteret gode forslag og heldigvis vandt mit leatherman tool over proppen til sidst. Thors blanding af Cognac og cola var alligevel ikke noget at råbe hurra for, så rødvinen var et hit!

Maden blev indtaget og vi blev enige om at vi sagtens kunne fuldføre turen fredag uden at vi skulle kigge mere på ruten denne onsdag. I stedet kunne vi øve os lidt med shotgunnen, nu hvor der ikke var aggressive isbjørne at se. Turen gik retur mod basen. Floden blev også forceret anden gang – og denne gang gik Susanne selv. Måske følte hun sig mere sikker sådan end at være afhængig af at jeg satte fødderne rigtigt! :o) Efter den tur, lød det også at vi bare skulle have sagt at hun SKULLE gå over første gang, hvis hun ville med videre. Måske – det må vi have prøvet. En formidabel onsdag aften var ved at være slut.

Fredag blev der lejet telte og andet godt til en overnatningstur. Vi var kommet ned på 3, de samme som om onsdagen, folk har det med at falde fra. Vejret så godt ud, lige indtil vi skulle til at gå. Skyer og en træls blæst trak ind over os. Vinden var kold og Thor startede sit brok… Ved ikke helt, hvor mange gange han spurgte hvornår vi vendte om mens vi gik den første kilometer, I lost count! Samtidig gik det op for Susanne at den rygsæk hun havde lånt havde en hoftebæresele der havde det med at gå op. Den skulle spændes en del gange under turen! Nu skal man ikke lade sig slå ud af brok. Den slags havde jeg hørt før, så vi fortsatte. Blokmark er ikke godt når folk i forvejen er lettere irritable. Det vidste sig hurtigt at snakken kunne dreje sig rigtig meget om løse sten, der sjovt nok ikke var limet ordenligt fast 🙂

Til tider fandt vi dog læ, eller store sten lagt i terrænet næsten for at indbyde til pause. Og efter hver pause, var det som om at humøret steg lidt. Blokmarken fik dog hurtigt mine medvandrings m/k til at give lyd igen. Nu var det så jeg syntes at vi burde kunne se den gletcher… Jeg har været der før… flere gange. Sporet på gps’en fra sidste år var dog ikke på gps’en længere… kunne vi være gået forkert? Det sker sjældent at jeg bliver i tvivl om min retningssans ude i naturen på steder, hvor jeg er sikker på at jeg kender vejen, men jeg måtte melde pas her. Bakker af sten var det eneste at se og navigere efter. Ind imellem kunne man se BMEWS andre gange fjorden… Vi var gået forkert – turen blev noget længere end planlagt. Jeg var bestemt ikke populær, da vi nærmede os nedstigningen til gletcher kanten. En nedstigning på 450 højdemeter i lettere svært terræn. Jeg forslog i stedet mine medturister at vi overnattede oven for nedstigningen, stadig med udsigt over Harald Molktes Gletcher. Den var de sjovt nok med på.

Teltene skulle slås op, men der var et problem. Der var ingen stænger med til det ene telt. Nu var gode råd dyre! Teltene kom dog op. Med halvdelen af de nødvendige stænger i hver. Utroligt når man lejer telte at de så ikke er ordenligt efterset! Thors telt så især ikke godt ud… en stand i den modsatte side end vinden kom fra – ikke heldigt, men det gik. Der blev lavet aftensmad – eller natmad om man vil – klokken havde vist passeret 1. Tak til Susanne endnu engang for formidabel madlavning! Efter maden stod den på arktisk hygge ved “bålet”… Thor havde slæbt en hel pose grillkul med 🙂 Tror der var en der frøs lidt (se billedet) men ellers var det en rigtig hyggelig måde at tilbringe de sidste timer inden sengetid.

Thors shotgun blev placeret mellem teltene og vi gik i soveposerne. Man tænker – gad vide om vi når ud til den, hvis en isbjørn mener der skal stå telt med fyld på menuen? Vi fik dog sovet og vågnede op til en flot morgen med sol og stille vejr samt en imponerende udsigt over gletcheren.

Teltene og rygsækkende blev igen pakket og Susannes lånte rygsæk spændt efter. Hjemad gik det – med oprejst pande, vejret var godt, vejen hjem ville blive kortere, da nu min hukommelse havde genfundet ruten. Uden brok blev det ikke, men humøret var noget højere en dagen før. Det hjalp også da vi kunne se ende på turen flere timer inden vi var ved bilen. Det hjælper jo altid at man kan se hvor man ender. Thor og jeg havde en smule travlt – havde en go-cart aftale med kollegaerne, men nu skulle vi først lige hjem til basen.

Bilen blev endelig fundet og Thor og jeg nåede næsten vores go-cart aftale. Alt i alt en vildt fed tur, hvor jeg måske ikke altid var helt så populær som det kunne ønskes som turleder – tror jeg blev kaldt “Der Führer” et par gange. Tror dog vi er enige om at turen var fed, da vi kom hjem. Selvom Thor og Susanne ikke mener at de skal på blokmarks, gletcherturen igen! 🙂

Tak til Susanne og Thor for en fed tur! Skulle i få lyst er jeg klar igen 🙂 Denne gang skal jeg nok lede jer på rette vej! Og Susanne! Sejt gået uden det rette fodtøj og en rygsæk der ikke lige makker ret – Thumbs Up!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *