Sommeren går på hæld

Så begynder det at ske! Solen har fundet vejen ned over horisonten. Forleden gik solen ned for første gang siden jeg kom. Det bliver endnu ikke mørkt om natten, solens lys finder stadig vej hen over himlen selv om den ikke kan ses i horisonten. Solen går ned kl. 0.37 i nat og vil vise sig igen allerede kl. 2.12. Det kan lyde som nogle korte nætter… men det tiltager en del i døgnet. Om bare et døgn vil solen være under horisonten hele 47 minutter længere, så det kommer til at gå stærkt.

På trods af den korte tid solen er væk, kan det allerede mærkes på temperaturen. Den har næsten lagt over frysepunktet hele sommeren, men nu nærmer den sig 0. Sidste nat havde vi et par graders frost, hvilken jo ikke er noget. Jeg kan slet ikke vente til at se det hele ændre sig, både temperaturen og farverne. Den første sne vil sandsynligvis også snart dække basen. Med vinteren, sneen og frostgraderne, kommer også stormsæsonen. Vi har haft kraftige vinde over basen denne sommer, men det er ingenting sammenlignet med, hvordan det kan blive til vinter.

Den kraftigste vind målt over flad jord, er målt på Thule Air Base. Den er med vind af 333 Km/t. Omregnet til den danske forhold er det noget mere end vi danskere er vant til. I Danmark er 32 m/s lig med orkanstyrke…. 333 km/t er lig lidt over 92 m/s, hvilket vil sige næsten 3 gange normal dansk orkan. Det siger sig selv at en storm af den kaliber ikke er rar at bevæge sig ud i. Den er direkte livsfarlig, især når temperaturen er 30-40 grader under frysepunktet og det sner kraftigt. Derfor har basen også en del restriktioner for, hvordan vi skal forholde os. Når der er optræk til storm bliver vi således beordret hjem i barakken, hvor vi skal blive til stormen er meldt af.

Selv om jeg glæder mig til at opleve at hele basen ændre sig til vintertilstand og går og venter på den første store storm, er jeg selvfølgelig også en smule nervøs. Det er hårde forhold, med meget lave temperature. Jeg har fået udleveret en tyk parka, så jeg kan holde kulden væk fra kroppen – men tror nu nok at jeg alligevel skal klæde mig fornuftigt på under den, for at holde varmen inde. Det bliver endnu en stor oplevelse at opleve vejret skifte, men også mørket, der ikke bare nøjes med at lægge sig over basen om natten. Når vi når hen sidst i oktober bliver dagen også mørk, og så har vi altså nat 24 timer i døgnet. Dette vil blive en ny prøvelse ikke mindst på psyken.

På trods af alt er jeg nu sikker på at det hele har så mange oplevelser gemt i sig, at jeg sagtens skal komme igennem det. Jeg får også et afbræk fra det hele midt i mørket og kulden. Det bliver garanteret en hel varm fornøjelse at komme hjem til Danmark på ferie den 29. november…. det vil sige, med mindre en snestorm forhindre lufthavnen i at være åben, men så må man jo bare vente lidt længere 😀

Den første rigtige vandretur!

Det var lørdag den 5. august og jeg havde ikke de store planer. Pludselig ringer telefonen og jeg er inviteret på vandretur. Vi skulle ud og kigge på Harald Molktes Gletcher. Ud at se gletcheren kælve. Det lød for spændende og jeg pakkede rygsækken og var klar.

Vi var 4 der drog afsted lørdag eftermiddag. Vi kørte ud til BMEWS og parkerede bilen og gik derfra – det første stykke var sumpet, men det gik derefter over i blokmark. Blokmark er ikke det bedste underlag. Store stenblokke som man nemt glider eller vrider rundt på. Det gik nu fint derudaf og vi var ved godt mod. Enkelte steder lå der sammenpresset is som også skulle passeres. Det første udkigspunkt gav håb om en rigtig god oplevelse. Lydende i det fjerne fra gletcheren var enorme. Man kunne høre at der røg godt med is af og det knagede lystigt. Udsigten var en smule ringe.. Man burde kunne se gletcheren derfra, men der var tyk tåge hen over den.

Vi fortsatte og begyndte snart derefter en halv spændende nedstigning. Nedstigningen foregik primært på is og der var vel ca. 400 meter ned. Jeg tror vi alle en eller flere gange satte sig på røven og kurede. Ikke frivilligt, men det var nu ikke nemt at stå fast. Efter nedstigningen og en mere eller mindre heldig overgang over en mindre fos var vi fremme. Hvilket syn! Tågen lettede mere og mere da vi nærmede os. Gletcheren var gigantisk, men op til 40 meter høje isvægge der spejlede sig ned i vandet. Det lyder som et kæmpe tordenbrag når der brækker is af og det giver nogle heftige bølger… det var imponerende at se.

Teltene blev slået op så vi havde udsigten over gletcheren og der blev fundet mad frem. Vi var alle godt sultne, klokken var omkring midnat og vi havde ikke spist et ordenligt måltid siden frokost. Vi havde amerikanske stormrationer med og det var nu ikke så ringe når man har gået en lang tur. Pakkerne indeholdt både kylling og nudler samt kage, peanut butter og andet godt. Rødvin havde vi også med og der blev lavet cacao med et skvæt billig whisky i… jo vi havde det meget godt :o)

Vi kravlede i soveposerne omkring kl. 2 om natten, selvfølgelig med forteltet åbent så vi kunne kravle ud og se når isen knagede kraftigt. En kraftig tåge sænkede sig desværre over scenariet i løbet af natten så vi måtte nøjes med lyden. De andre blev dog lidt i tvivl om det var min snorken eller isen der lavede lyde i løbet af natten og formiddagen.

Tågen lå stadig tykt og tungt lidt over middag næste morgen og vi spiste en solid frokost inden vi drog retur. Vi blev enige om at bestige bjerget op af siden, hvor der ikke var så meget is. Der var kun løse stenblokke. Det var en kraftig stigning og den var høj… mine ben var totalt møre halvvejs oppe men op skulle vi. Tågen var også her meget tæt. Stenene var ind imellem noget løse og det var på et tidspunkt ved at gå rent galt. En sten smuttede under mig, hvilket gjorde at nogle temmelig store sten foran mig rev sig løse. Hvis ikke jeg havde haft kræfter til at hoppe over de sten var jeg røget med i et mindre stenskred. Vildere! Vi kom dog uskadte op på toppen, men hvor var vi egentlig? Vi fortsatte dog, da vi jo måtte finde den rigtige vej, hvis vi holdt retningen.

Det skulle dog hurtigt vise sig at tågen ikke gav os de bedste muligheder for at orientere os. Vi begyndte at diskutere, hvilken retning der var den rigtige. Vi gik nok ind imellem lidt i ring og så ind imellem bygninger i tågen, der ved nærmere eftersyn viste sig at være store sten. Lydene fra gletcheren kunne stadig høres, men tågen kastede lyden rundt så vi ikke kunne være sikre på i hvilken retning det kom fra. Vi gik længe… op og ned af diverse bakker. Vi vidste at kunne vi bare finde noget der kunne inddikere retningen til BMEWS, kunne vi også finde bilen. Det var dog ikke så ligetil. Klokken blev over 23 inden vi lavede et stop og fik noget at spise. På det tidspunkt havde vi fundet noget der lignede Granatfjeldet. Det skulle bare lige undersøges om det nu også var det vi regnede med. Det var det! BMEWS ligger på fjeldet overfor – så endnu engang måtte vi kravle op af en stejl stigning.

Da vi kom op så vi hegnsstolperne og skiltene med “Keep Out” – yes vi var på rette vej. Nu var det bare at følge hegnet rundt – vi var nemlig på den forkerte side af BMEWS. Mine kræfter var pludselig væk og begyndte at have det dårligt. Jeg syntes ellers jeg havde fået væske og energi nok, men noget i kroppen strejkede. Jeg sakkede bagud og de andre måtte vente på mig. Da terrænet begyndte at skifte karakter til der, hvor bilen skulle være, satte mine reserver ind. Jeg oksede frem, men tro mig – det var hårdt. Det er langt fra første gang jeg går en tur af den her længde, men noget må have været galt. Da vi endelig nåede bilen snorede alt rundt for mig, hele kroppen snorede og jeg havde det virkelig skidt.

Der blev kaldt op over radioen i bilen og det gik op for os at der var en eftersøgning igang – vi meldte tilbage at vi var i god behold. Klokken havde nået 1 om natten, så det var begrundet at nogen var bekymrede. På grund af min tilstand blev det besluttet at runde basens hospital på vejen hjemad. Det betød at jeg blev lagt i saltvandsdrop natten over. Nu sidder jeg så her, en mandag, hvor jeg har fået ordre på at slappe af og drikke rigeligt med væske. Jeg er godt smadret så det er nu fint nok.

Jeg er dog ikke blevet afskrækket. Nu må vi se…. hvis tågen og vejret tillader det er jeg på farten igen næste weekend. Denne gang sikre vi os nok at vi har en gps med. Jeg har helt sikkert fået noget på opleveren denne weekend og på trods af en overnatning på hospitalet gik det jo meget godt. Billeder fra turen må i vente lidt med – men lur mig om jeg ikke kan låne nogen fra de andres digitale kameraer så længe.