Sport kan umuligt være sundt!!

Jeg er begyndt at benytte mig af Thulebasens mange tilbud i fritiden. Mest af alt gælder det Sport og Fitness center der ligger i en gammel ombygget flyhangar. Her finder man både bowling center, fitness center, squashbaner, spinning og en bane til diverse udfoldelser. På sidstnævnte er der godt nok placeret to håndboldmål og stregerne er da også markeret på banen til håndbold…. men selve spillet… det bliver ikke spillet. Så vidt jeg har hørt er der ikke nok deltagere, men banen er så også kun halv så lang som en normal håndboldbane.

I stedet har jeg så kastet mig over hockey og indendørs fodbold. Allerede anden uge jeg var her var jeg ovre at spille hockey. Det gav så en forstrukket lårmuskel og en forstrukket akillesene. AV! Det gik dog over dagen før der var hockey igen – der gik en lille uge, og så var det på den igen… AV! En ny forstrækning i lårmuskelen havde fundet vej til mig, eller også var det bare den gamle der ikke var helt i orden endnu… FLOT.

Endnu en uge og jeg var klar igen – denne gang til indendørs fodbold. Alt gik vel, ingen skader. Så jeg mødte op til hockey 2 dage efter evigt forvisset om, at jeg nu kunne dyrke alt den sport, jeg ville, uden at skulle tænke på skader. Faktisk holdt det stik. Jeg er jo en ren supermand! En gang fodbold og en gang hockey på en uge, og jeg har ikke ondt nogen steder….

Der skulle så gå 2 uger inden denne opfattelse af mig selv skulle forsvinde…. Igår til fodbold skulle jeg lave en smart finte… troede jeg. Det resulterede desværre i at jeg vred om på foden, der nu er hævet til ukendelighed… eller det vil sige, jeg har set den sådan før… AV!AV!

Nu tager det nok lidt mere end en uge at blive klar igen. Mon ikke jeg skulle holde mig i vægtrummet som jeg, på trods af planer om det modsatte, har holdt mig fra indtil nu…

På eventyr i Hi-acen

Hvad laver man en søndag eftermiddag, hvis man lige har ydmyget sig selv i en bowlingturnering og har IT-afdelingens Toyota Hi-ace til rådighed? Jo man tager da på køretur off-base! Lykkeligt uvidende om at diverse områder off-base er off-limits for et sådant køretøj når man er på Thule Air Base. Vi var to på tur. Michael og jeg. Michael er kok og kom herop samtidig med mig. Vi var fast besluttet på at nå indlandsisen selv om ingen af os vidste, hvilken af grusvejene ud fra basen vi skulle tage.

Nå, men afsted det gik. Først besluttede vi os for at tage til det hemmelig sted, hvor jeg tidligere havde været og derfor selvfølgelig kendte vejen. Nu ligger landet bare sådan at jeg sad i en af basens busser på udflugt sidst jeg var der, men over nordbjerget vidste jeg da vi skulle. Efter en række omveje nåede vi da også derop. Jeg syntes måske ikke lige at bussen havde de store problemer da jeg var her sidst, men hi-acen kom på opgave når de store huller i vejen skulle passeres. Det hemmelige sted, som jeg har kommenteret i et tidligere dagbogsindlæg, tog sig lige så flot ud som sidste gang, dog med den undtagelse at der ingen tåge var. Om dette er negativt eller positivt kan i se når jeg får fremkaldt de film der hober sig op på min reol. Gå turen fra hvor vi parkerede bilen huskede mig på at jeg skal tage vandrestøvler på næste gang jeg bevæger mig off-base. Her om sommeren gør smeltende sne ikke landskabet mindre mudret! Det var Michaels første tur til det hemmelige sted og jeg tror han var imponeret… ved ikke om det skyldtes udsigten eller min kørsel i Hi-acen, der havde været på noget af en opgave.

Efter det hemmelige sted, blev vi enige om at isen lå mod øst så det måtte være den vej vi skulle. Afsted det gik igen. Vi kørte længe inden vejen pludselig drejede mod nord. Vejens retning tydede på at den førte til BMEWS. BMEWS har jeg ikke lige fået skrevet en artikel om, men det kommer. Det er en del af Ballistic Missile Early Warning System… Så kender i også forkortelsens betydning :D. Ganske rigtigt da vi kom længere frem på vejen… det vil sige et godt stykke! Endte vejen ved BMEWS. Et skilt informerede os om at uvedkommende ikke skulle komme nærmere så det var nok her vi skulle vende om. Det var der ikke noget at gøre ved, men vi havde da set nogle sideveje der førte væk fra vejen, så dem kunne vi køre tilbage og kigge på. Sidevejene viste sig at være udstyret med skilte med information om at det krævede speciel tilladelse at køre videre så det var der ingen held ved.

Vi var på tur, så intet kunne slå os ud. Vejen til indlandsisen måtte være et sted og Hi-acen havde det godt på de planede grusveje vi kørte på nu. Vejen førte os ned fra nordbjerget og tilbage på basen. Så måtte vi jo bare tage vejen ud til sydbjerget i stedet. Her må man så også køre 60 km/t i stedet for de 40 vi havde vendet os til på de andre veje. Ikke langt fra basen så vi et skilt med pil til “SAC-Ramp”… Idet vi kunne huske at indlandsisen kunne besøges ved noget man på basen kalder “Rampen” var vi sikre i vores sag og drejede ind ad vejen…. vejen endte efter ca. 30 meter på basens landingsplads… Her var vi temmelig sikre på vi ikke måtte køre rundt og var måske også lidt utrygge ved udsigten til at blive ramt af et hercules fly under landing. Vi vendte om og fortsatte vores vej mod sydbjerget.

På vejen passerede vi DET-3 som er et andet radaranlæg og overfor var en vej med et skilt mod P-Mountain. Af en eller anden grund overså vi denne vej og kørte videre op mod sydbjerget. Halvt oppe af bjerget kørte vi forbi en af basens lossepladser. Den var indhegnet men undersøges skulle det. Var det her der gik historier om en isbjørn på besøg? Det var dog mindre spændende så vi fortsatte. Vel oppe på sydbjerget så vi en hare ud af øjenkrogen. Der skulle tages billeder af den fætter så vi sted ud af bilen og bevægede os langsomt hen i mod den. Om det var fordi den var synsk og vidste at Michael var kok, ved jeg ikke. Men den var under ingen omstændigheder interesseret i at vi kom tæt på. Tror faktisk at jeg har et billede af, hvor han forsøger.

Vi fortsatte, bare for at finde ud af at vejen endte ved endnu noget radarhalløj… vi fandt vist ikke ud af hvad det var, men jeg tror det var vejrstationen. Vi vendte endnu engang om og kørte halvt slukørede ned af sydbjerget igen. På vej ned opdagede vi en vej vi havde overset. Lige ved siden af lossepladsen var der en mindre hullet vej, hvor det ikke så ud til at der havde været biler det sidste stykke tid. Vejen førte os ud til en række nedrevede bygninger og noget der lignede nogle gamle missilsiloer. Andet var der ikke her så endnu engang måtte vi forberede os på at skulle lede efter vejen til indlandsisen. Det er faktisk halvfrustrerende at lede efter en vej til noget som man hele tiden kan se i horisonten!

På vejen væk fra disse nedrevede huse kom en af Hi-acens brødre kørende imod os. Der var tale om en Toyota Landcruiser med Fire Chief skrevet hen over siden. Vi kom op på siden af den og det vidste sig at være to brandmænd fra min barak på tur. Eller det vil sige – de var nok på arbejde, men der var nok ikke nogen brand at slukke på det tidspunkt. Det var nu meget heldigt at de kom forbi. Håbet om at nå indlandsisen var ved at slippe op og vi havde da også lige talt om muligheden for at køre tilbage til basen efter et kort… Ja jeg ved at vi skulle have haft den tanke noget før! De gæve brandmænd fra min barak kunne heldigvis fortælle at den oversete vej mod P-mountain var den rette. Samtidig tilføjede de også at det var samme vej til ishulerne… Ishuler! Det lyder spændende selvom vi da også havde hørt at de pga. sommertemperaturene er lukket, da der er sammenstyrtningsfare.

Vi kørte glade videre, dog med den tanke i mente at de flinke brandmænd havde nævnt noget om at vi skulle holde øje med dieselmåleren i bilen. Så langt kunne der vel ikke være…. Vi ramte hurtigt vejen mod P-mountain og hurtigt efter så vi et skilt ud mod “Rampen”. Vi var ved at være der! Det var dog tydeligt at isen ikke ligefrem var tæt på og vejen ligefrem viste mod ishulerne. En hurtig beslutning blev truffet – først ishuler – senere rampe. Vejen var god og Hi-acen havde det fint, selv om dieselmåleren, der efter at have været blevet kaldt en benzinmåler et par gange under turen, nu var omdøbt til en brændstofmåler!, var ved at nå nederste streg. Det skulle vise sig at ishulerne ikke ligefrem lå lige om hjørnet. Vi kørte et godt stykke vej før vi så endnu et skilt mod ishulerne. En MEGET hullet vej med store sten og store vandpytter så ikke ligefrem fremkommelig ud fra Hi-acens vinduer, men det kunne da ikke være langt vi skulle køre på dem for at nå frem. Det skulle vise sig at være løgn!

Vi kørte et godt stykke tid og modet begyndte at dale i samme hastighed som brændstofmåleren. Diskussioner om hvem der skulle gå vejen tilbage til basen efter diesel, begyndte at tage form. Radio havde vi heller ikke i bilen, så tanker om en nat ude i ingenting for vist igennem hovederne på os begge. Hi-acen arbejde sig nu meget godt videre og blev nu omdøbt til bjerg-acen… Ja humor har vi også! På et tidspunkt blev vi enige om at hvis ikke vi var noget frem efter næste sving ville vi vende om. Det blev der dog ikke noget af for inden vi nåede svinget var der endnu et skilt. Vi var fremme! Ud af bilen og ned over hvad der mest kan sammelignes med et månelandskab. Vi skulle faktisk gå et stykke, men nu havde vi også siddet i bilen i nogle timer, så det gik fint.

Ishulerne var måske lidt skuffende når man tænker på strabadserne for at nå hertil. De var faktisk allerede styrtet helt sammen, så der var ingen fare for at vi bevægede os ind i dem, men så kan vi se frem til næste forår, hvor de igen er åbne for besøg.

Hi-acen blev vendt og vi fortsatte med nervøs skulen til den brændstoflampe der nu var begyndt at give advarende blink. En bemærkning fra mig om at den i hvert fald kunne køre 50 km efter at have tændt brændstoflampen, blev modsagt med at der var mere end 50 km inden vi nåede basen. Det troede jeg ikke rigtig på, men det skulle faktisk vise sig at holde stik!

Vi nåede efter endnu et godt stykke vej tilbage til T-krydset med vejen til “Rampen”. En kort diskussion om diesel og afstand tilbage til basen blev afsluttet med et drej i rattet og turens mål var nu i sigte. Vejen var ikke god, men alligevel bedre end vejen til ishulerne og inden længe kunne vi se hvorfor det hed rampen. Det lignede allermest et hop til brug ved opvisning med off-road bikes. Dog i stor størrelse så Bjerg-acen kom derop. Vi steg ud og gik resten af vejen. Is og sne så langt øjet ragte og spor i sneen der lignede bjørnespor. Igen var der her en imponerende udsigt og igen håber jeg snart på at jeg får bestilt det digitale spejlrefleks kamera. Ikke bare ud over isen blev man imponeret, men langt den anden vej i horisonten var der udsigt over basen og fjorden.

På trods af en lang tur og en truende brændstoflampe nåede vi tilbage til basen uden problemer. Vi kørte straks til barak 253, hvor Michael havde lovet at lave pandekager. Klokken var nu 23.30 og turen havde forløbet sig til over 8 timer, hvilket teksten her vel også vidner om. Pandekagerne blev indtaget med velbehag. Om dette skal begrundes i Michaels kokkeegenskaber eller at det eneste jeg havde indtaget den dag var en sandwich og en kop kaffe vil jeg lade være usagt. Nej de smagte nu utrolig godt de pandekager og det var en god afslutning på en lang dag.

Klokken blev 01.30 inden jeg lagde mig i min seng i barak 345 den aften. Jeg stillede vækkeuret til 05.30 og gik i seng. Nu havde jeg haft søvnproblemer næsten siden jeg ankom og var sikker på at denne tur kunne få mig til at sove. Det kunne jeg så ikke og da jeg stod op ville min brændstoflampe vist også have lyst, hvis jeg havde en.

De første 14 dage er gået…

De første 14 dage er gået og de er gået stærkt. Jeg er ved at falde temmelig godt til, selvom der stadig er en kraftig lejr stemning over det hele. Beboerne i barak 345 har taget rigtig godt i mod mig, og de er alle nogle gæve gutter som ikke går i vejen for en sludder i baren eller en hjælpene hånd.

Weekenderne heroppe er blevet brugt på forskellige aktiviteter som f.eks. at deltage i de udflugter der bliver planlagt for os. En udflugt til “Det hemmelige sted” var et must. Det lød for spændende. Der var en utrolig imponerende udsigt ud over 3 store gletchere på den anden side af fjorden. Selv stod man på toppen af en lodret klippevæg og nød udsigten. Udsigten blev ikke skæmmet af at dagen bød på tæt tåge over fjorden. Det gav bare oplevelsen et ekstra pift. Det så næsten ud til at man kunne træde ud på tågen og gå over til gletcherne…. og nej så dum var jeg ikke!! Jeg glæder mig for vildt til billederne bliver fremkaldt – lige så meget som jeg glæder mig til at investere i et digitalkamera så jeg bliver fri for at vente.

En tur til vandet er det også blevet til. Det lyder næsten som om jeg skulle ud at bade, men nej! Isflagerne på vandet indikerede vist en temperatur der umuligt kan være sundt for helbredet. En af mine næste planer bliver at bestige mount Dundas. Det er det karakteristiske fjeld der bevæger sig ud i fjorden fra basen – der skal nok komme billeder – slap af! Rygterne gik om at der i sidste uge var en hvalros der havde slået sig ned ved foden af Dundas… mon jeg stadig kan nå at hilse på sådan en fætter? Dundas er ikke det højeste bjerg at bestige. Rekorden er så vidt jeg husker på 6 minutter. 20 minutter er vist mere normen, men jeg kan da prøve at slå den.

Lidt sport er det faktisk også blevet til. Det kan jeg da mærke! Kommer direkte fra sportscenteret med en sprunget fiber i låret… så kan jeg lære det! Jeg skulle spille hockey og rigtig gå til den. Det dur’ altså ikke uden opvarmning har jeg så lært… eller har jeg. jeg gør det nok igen næste gang…. Ellers har jeg også fået afprøvet golfsimulatoren. En computer med en kæmpe skærm. Her slår man så golfkuglen hårdt mod skærmen og nogle sensore i loftet måler så kraft og retning på kuglen. Det var dog uden det store held. Så vidt jeg er informeret er +40 på en 9-huls bane ikke nok til at klare cuttet til Masters…

På arbejde går det meget godt. Det er stadig en lidt stille periode vi er inde i, så der er lidt tid mellem opgaverne. Så er det godt at kollegaerne er med på lidt sjov ind imellem og at en af dem forsøger at quitte smøgerne gør heller ikke dagene mindre morsomme. Der er dog snart en der smutter. Det kan vist blive et problem for så bliver det da først stille. Afdelingens eneste pige har fået nyt job og smutter her midt i juli. Hun plejer at kunne høres især når der grines. En anden af kollegaerne smutter til august – det er ham jeg skal erstatte – hehe og ham der er ved at quitte smøgerne. Det skal nok passe at den stille periode slutter når de to er væk og det kun er mig der skal rende rundt til opgaverne.

Nå – energien slipper op – den hockey kamp har tappet en del. Det kan være jeg får let ved at sove så. Søvn har jeg ikke fået meget af endnu heroppe. Lyset om natten forstyrre mig tror jeg. Det er vist blevet til ca. 2-3 timer hver nat så det skal jeg snart have styr på.

Godnat herfra!

De første dage på Thule…

Så fik jeg endelig tid til at sætte mig og reflekterer over de første dage på Thule Air Base. Det har været nogle travle første dage, da der er meget at sætte sig ind i. Samtidig går man automatisk tidligt i seng efter at tidsforskellen på 5 timer tvinger ens indre ur til at skifte. Der er også kommet en del information indenbords og når man sidder i 10 timer til “Newcomer Briefing” er man også temmelig smadret inde i bolden.

Jeg steg ud af Air Greenland flyet i onsdags kl. 10 Thule-tid. Det var kun 1½ time forsinket, eftersom der var en container med kød der var blevet væk fra dem i Kastrup… betyder det så der ingen kød er her det næste stykke tid?? – surt.

Da jeg forlod flyet og kom ud i 2 graders frost med sneen dalende ned, blev jeg ramt af en mærkelig fornemmelse. Om det var sommerfuglene i maven der bare ville flygte eller det var mig selv, er jeg ikke sikker på. Tusinde spørgsmål for gennem hovedet…. hvad er det her for et sted? Er det nu lige mig? Kan jeg komme hjem hvis det her er helt ude i sneen….? Basen ligner ved første øjekast en grusgrav med kæmpeskurvogne placeret i et ordnet system. Det ser ikke videre indbydende ud. Der var dog ikke nogen kære mor. Jeg fulgte anvisningerne og gik sammen med de andre “Newcomers” direkte til “Newcomer Briefing”. Her blev vi så briefet fra kl. 10.30 til 16.00 om regler og anordninger på amerikansk militær base…. Jeg tror vi alle var godt smadrede da vi fik vores id-kort kl. 16 og blev kørt ud til de enkelte barakker.

Da jeg satte foden indenfor i Barak 345 fik jeg en overraskelse. En positiv en af slagsen. Forestil jer…. en firkantet blok træ beklædt med isolering og aluminium, der har stået samme sted i ca. 40 år. Det ser ikke videre indbydende ud. Man åbner en tyk trædør og træder inden for. Alt det indvendige var totalt nyt. Det var tydeligt at se at de der boede i denne barak havde gjort en masse for at her skulle være rart at være. Jeg gik igennem entreen og direkte ind i stuen med tilhørende køkken. Der så jeg nok den mest veludstyrede bar man kunne tænke sig. Samtidig var den ene væg udsmykket med en kæmpe vinreol totalt fyldt op… jo her skal nok blive rart 😀 Alt var pænt og ordentligt og jeg fortsatte videre ned af en lang gang. Her fandt man så tv-stue med stort fjernsyn og surround og et rum med solarium. herefter kom værelserne. Jeg har fået et værelse midt i barakken og med udsigt ud over nordbjerget… Jeg kan ikke vente med at få vandrestøvlerne spændt på og komme derop! Værelset er godt udstyret: Fjernsyn, køleskab og diverse andre fornødenheder – jo jeg er godt tilfreds.

Den første aften var det ikke noget problem at falde i søvn. Jeg sov som en sten indtil vækkeuret ringede kl. 6 næste morgen. Der var flere briefinger der skulle nåes. Først et smut op i Dining Hall for at få morgenmad. Dining Hall er kanon! De laver både dansk og amerikansk mad til alle spisetider. Og der er masser at vælge imellem. Samtidig smager det godt! Det er en kantine lige efter min smag. Der er simpelthen alt og om aftenen er der også fri softice maskine og is!! Godt her også er et motionscenter, ellers ville det gå helt galt :o)

Torsdagens briefinger var af en noget sjovere art end dem der var på førstedagen. Det omhandlede fritidsaktiviteter… Hold da op – der er mange. Ud over de normale fritidsaktiviteter som basen tilbyder til hverdag er der arrangeret en lang række ture i weekenderne – det lyder spændende.

Jeg har nu været her i 3 dage. Har lige haft min første hele arbejdsdag. Det er ikke fordi der det store at lave. Alt går stille og roligt. De fleste kald kræver man starter bilen og kører ud på stedet og yder support. Det passer mig fint, men jeg skal lige blive vant til at der altså ikke rigtig er tryk på. Tempoet heroppe er noget anderledes end i Danmark… ikke bare i IT-afdelingen men overalt.

Jeg føler selv at jeg nu efter jetlagget har fortaget sig, jeg er kommet igang med at arbejde og nu rigtig kan finde rundt i denne grusgrav med skurvogne med numre, er faldet rigtig godt til. Der er ting man skal vende sig til og ting man lige skal sætte sig ind i, men det går nu meget godt. Samtidig tænkes der meget på at man skal have det godt fra arbejdsgiverens side, så der mangler ikke noget. Man bliver faktisk vartet godt og grundigt op heroppe og maden er super. Om aftenen er der også en række tilbud. Basen har Cafe Cool, Iglo Inn og TOW Club (TOW=Top of the world), hvor man kan sætte sig hen og hygge med en øl eller flere. Om dagen kan man gå i fitness og sport center eller sidde og sysle med noget i de utallige hobbyværksteder. Der er tilbud nok, så hvis man keder sig heroppe er det ens egen skyld. Jeg har ikke tænkt mig at kede mig!

Den eneste negative ting lige nu er at jeg lige har fundet ud af at det gratis net i barakken ikke tillader overførsel via FTP som jeg skal bruge til min hjemmeside. Jeg har derfor bestilt en ADSL forbindelse og en telefon ved Tele Greenland. Heldigt at de har ændret deres priser fra 1. juni. Nu er det overkommeligt at betale. 42 øre per Mb og en abonnementspris på 150 i måneden. Det skal nok gå – jeg kan stadig bruge det gratis net til andre ting, så vildt dyrt bliver det ikke. Indtil jeg for oprettet min ADSL vil der derfor ikke være så mange opdateringer på www.thulerejen.dk, men det skal nok komme.

Det var alt fra mig i denne omgang… håber vi snakkes.